FORMODET SERIEKRIMINEL ANHOLDT OG FæNGSLET På FYN

En 57-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet på baggrund af sigtelser i 17 forhold om indbrud, berigelse, databedrageri og brugstyveri, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge Fyns Politi er manden mistænkt i endnu flere sager. 37 af sagerne hører hjemme på Fyn, mens de øvrige sager stammer fra andre politikredse. I alt er manden mistænkt i mere end 70 sager.

Den 57-årige mand er fra Nordfyns Kommune og blev anholdt mandag. Tirsdag er han blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor en dommer har bestemt, at manden skal være fængslet i foreløbig fire uger, mens politiet efterforsker sagen.

- Vi er tilfredse med, at den sigtede er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Dels fordi mængden af sager er så stor, og dels fordi det er vores vurdering, at vi er nødt til at sætte foden ned nu, for at undgå at personen forsætter den kriminelle løbebane, lyder det fra anklager Pernille Hermansen.

- Det handler så at sige om "at sætte en prop i", så vi undgår, at endnu flere borgere bliver snydt og bedraget af manden, siger hun i pressemeddelelsen.

Manden har tidligere været i berøring med strafferetssystemet. Det er ikke længere tid siden end oktober sidste år, at han blev løsladt fra afsoning. De 17 forhold, som han indtil videre er sigtet for, er alle begået siden da.

/ritzau/

2024-04-23T11:38:13Z dg43tfdfdgfd